
Om mig
Jeg er autodidakt visuel kunstner og arbejder på fuld tid i mit atelier, Velariòna.
For mig er kunsten en drivkraft funderet i frihed og nysgerrighed. Det handler om at få forløst en stemning og en følelse fra lærredet, som opstår undervejs i den fulde proces.
Min kunstneriske verden rummer både store, lagdelte malerier og en bred vifte af tredimensionelle og flade unika-værker – fra skulpturelle papmaché-kar til væverier, collager, ophæng og kort. Hvad enten jeg arbejder helt spontant eller ud fra et overordnet tema, søger jeg at skabe en proces, som gør det muligt for det enkelte værk og dets fortælling at komme til syne
Min metode og tilgang
Mine værker bliver til i spændingsfeltet mellem intetheden og det bevidste.
Min proces handler om:
- Mødet mellem kontrol og tilfældighed: Jeg arbejder i akryl og arbejder vådt-i-vådt og lag-på-lag. Der opstår uforudsete tørretider, skarpe streger mødes, strukturer og kontrastfulde mønstre tegnes måske op med Posca tuch.
- Taktile materialer: Jeg bruger blandt andet elementer som ostelærred, papir, pap, tråd og fundne fragmenter for at give overfladerne liv, dybde og historie.
- Maleriet som egen stemme: Hvad enten et værk opstår spontant undervejs, eller udspringer af et fastlagt tema, leder jeg intuitivt efter lærredets eget udtryk, som varierer alt efter værkets “stemme”.